Hestehaveskoven
Et godt udgangspunkt for turen er Th. Aagaards Plads lidt øst for Nazarethkirken. Thorvald Aagaard (1877-1937) var komponist, højskolelærer og i en årrække organist ved Nazarethkirken. Thorvald Aagaard skrev blandt andet melodier til "Spurven sidder stum bag kvist" og "Jeg ser de bøgelyse øer". Sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub har han haft stor betydning for den folkelige danske sang. Thorvald Aagaard er begravet på kirkegården ved Ryslinge sognekirke.
Fra Th. Aagaards Plads kan man gå mod øst i kanten af Hestehaveskoven. Først er der mod nord udsigt til nye parcelhuse på Maegård-udstykningen. Det er ganske pudsigt, at der på samme sted som de nye huse nu ligger, har været en landsby med 10–15 huse omkring år 300 i den periode, arkæologerne kalder romersk jernalder.
Lidt længere henne er der et godt kig over markerne mod nord. Her kan man stadig se spor af Ryslinge før udskiftningen i slutningen af 1700-tallet: Det er de jorddiger og levende hegn, der som egerne i et cykelhjul stråler ud fra Ryslinges nordlige centrum.
På højre hånd ligger Hestehaveskoven, som overvejende er bevokset af løvtræer: Mest bøg, men også ask og enkelte nåletræer. I foråret dækkes skovbunden af hvide anemoner, men der findes også sjældne planter her. Et enkelt sted vokser den høje – og giftige – ørnebregne.
Der er rådyr i skoven, og har man øjnene og heldet med sig, kan man se hare, egern, brud, skovmus, halsbåndmus, markmus og spidsmus. Der er også frøer og tudser i skoven, og i træerne lever mange fuglearter. Man kan fx være heldig at se stor flagspætte og natugle. Hestehaveskoven har mange ejere og er inddelt i mange små parceller.
Fra Højskolevej følges vejen til højre (S). Man passerer gården Skovlykke, som var den sidste i Ryslinge, der havde en besætning af røde fynske malkekøer af Ryslingestammen. Denne malkerace, der nu findes i hele Danmark, er fremavlet i Ryslinge, og det kan man da godt være lidt stolt af.
Når man kommer til Skæretvej, følges denne til højre (V), indtil man når stien mod nordvest – det er næsten overfor indkørslen til Søndergård. Stien går stort set stik nord gennem skoven indtil skovbrynet ved de nye parcelhuse. Her drejer stien til venstre (V), og man er snart tilbage ved Th. Aagaards Plads.
Fakta
- Sværhedsgrad
- Let
- Længde
- 2.62 km